I den samlede AGK model, er de forskellige typer af AGK’er der observeres fra Jorden, til dels forklaret af astronomernes syn på den centrale motor (se figur 19.21). Den ydre torus skjuler dette udsyn på forskellige måder, afhængig af synsvinklen. Variation i denne vinkel, i massen på det sorte hul og i den hastighed hvormed det fodres, tegner sig for en bred vifte af AGK egenskaber. Når AGK’en ses fra siden, ser astronomerne emissionslinjer fra den omgivende torus og anden omgivende gas. De kan også nogle gange se denne torus i absorptionen mod galaksens baggrund. Fra dette næsten fra siden udsyn, kan de ikke se selve tilvækstsskiven, så de forventer ikke at se Doppler udtværede linjer, som stammer tættere på det supermassive sorte hul. Hvis jetstrømme er tilstede i AGK’en, vil disse imidlertid være synlige, som de kommer ud fra galaksens centrum.
Hvis astronomerne ser på den indre tilvækstsskive lidt mere fra siden, kan de se ind over torussens kant, og få et mere direkte udsyn til tilvækstsskiven og placeringen af det sorte hul. I dette tilfælde ser de mere af synkrotonstrålingen fra regionen omkring det sorte hul og de Doppler udbredte linjer dannet i og omkring tilvækstsskiven. Figur 19.22 viser et Hubble Space Telescope billede af et sådan objekt, kaldet M87, set lidt fra siden. M87 er en kilde til kraftige jetstrømme, som strækker sig udad i 100.000 lysår, men stammer fra den lille motor i hjertet af galaksen. Spektre af skiven i midten af denne galakse, viser den hurtige rotation af materialet omkring det centrale sorte hul, der har en masse på 3 milliarder (3∙109) MB (se figur 19.23 og figur 19.24).
Figur 19.22 – M87 i radio og røntgen, viser
placeringen af det supermassive sorte hul.
Figur 19.23 – Et Hubble Space Telescope af den nære radiogalakse M87. De
høje hastigheder observeret, giver direkte bevis for rotationen omkring et
supermassivt sort hul i denne galakses centrum.
Figur 19.24 – Den synlige jetstrøm fra galaksen M87, strækker sig over 100.000 lysår,
men den stammer fra et meget lille volumen i hjertet af galaksen (længst nede til venstre).
Materialet i en AGK jetstrøm, bevæger sig meget tæt på lysets hastighed. Som følge heraf, er hvad astronomerne ser, stærkt påvirket af relativistiske effekter. En af disse, er en ekstrem form for Dopplereffekt, der hedder relativistisk stråling: materiale der bevæger sig tæt på lysets hastighed koncentrerer enhver stråling, som det udsender i et smal stråle, som peger i den retning som det bevæger sig. Så astronomerne observerer ofte kun den ene side af jetstrømmene fra AGK’er, selvom radiobølgerne i radiogalakser altid er todelte. Jetstrømmen der bevæger sig væk, er blot for svag til at kunne blive observeret.
I sjældne tilfælde, når tilvækstsskiven i en kvasar eller en radiogalakse, ses næsten direkte fra oven, dominerer den relativistiske stråling observationerne (se figur 19.21). I disse tilfælde, overvældes emissionslinjer og andet lys fra varm gas i tilvækstsskiven, af blænding fra den stærkt lysende stråleemission der er rettet direkte mod Jorden.
Relativistisk stråling er ikke det eneste, der komplicerer hvad astronomerne ser, når de ser ned gennem en AGK jetstrøm. Materialet i en AGK jetstrøm, bevæger sig så tæt på lysets hastighed, at den stråling der udsendes, kun knapt er i stand til at løbe fra dens kilde. Astronomerne ser alt det lys, som blev udsendt af jetstrømmen henover tusinder af år, ankomme til deres teleskoper på kun få år. Tiden ser ud til at være komprimeret. Fra astronomernes perspektiv, synes jetstrømmene at kunne rejse over store afstande i løbet af korte perioder. I ekstreme tilfælde, som jetstrømmene for M87, synes træk i jetstrømmene, at bevæge sig henover himlen med hastigheder der er højere end lysets hastighed. Vi understreger ordet, fordi dette fænomen, der betegnes superluminal bevægelse, er en optisk illusion. På trods af navnet, er der intet i disse jetstrømme, der reelt bevæger sig hurtigere end lysets hastighed. Einsteins specielle relativitetsteori er fortsat på sikker grund.