Diffuse ringe indeholder små partikler, der bedst ses, når observatøren ser i mod Solen. Du kan se den samme effekt her på Jorden. Småsten og stenblokke er nemmeste at se, når lyset der rammer dem kommer fra bag dig. Støv og andre små partikler, fremstår dog stærkest, når man ser mod lyset. For eksempel synes støvpartikler på din forrude i bilen tydeligere, når du kører mod Solen.
Fotografer, kalder denne effekt baggrundsbelysning. Fotografer placerer ofte deres motiver foran et klart lys for at fremhæve hår (se figur 10.28a). Baggrundsbelysning forekommer, når lyset falder på meget små objekter – dem med dimensioner der er et par gange op til flere tusinde gange lysets bølgelængde. Kattepels og menneskehår, er nær den øvre ende af dette område. Lys der falder på hårets tråde, bliver ikke spredt ensartet i alle retninger; i stedet har lyset tendens til at fortsætte i retningen væk fra belysningskilden. Meget lidt af lyset spredes ud til siden, og næsten intet spredes tilbage mod belysningskilden.
Figur 10.28 – (a) Baggrundsbelysning af hår, skaber en halo effekt. Lyset bagfra, spredes mod fotografen. Denne effekt er forårsaget af den fremadvendte spredning af lyset fra små partikler. Typisk, er kattehår kun få gange tykkere, end bølgelængderne for synligt lys. (b) Baggrundsbelyst billede af Saturn, som viser G-ringen.
Nogle af de mere støvholdige planetariske ringe er fyldt med partikler, der kun er få gange større end bølgelængden for synligt lys. For en rumsonde der nærmer sig planeten fra Solens retning, kan sådanne ringe være vanskelige endog umulige at se. Disse små ringpartikler, spreder meget lidt sollys tilbage mod Solen og rumsonden. Men når rumsonden passerer planeten og kigger tilbage mod Solen, ser de samme støvpartikler pludselig ud som en cirkulær lysflade, lige som en halo omkring planetens natteside. Mange planetariske ringe ses bedst med baggrundsbelysning, og nogle, som Saturns G-ring (figur 10.28b), er kun blevet observeret under disse forhold. Baggrundsbelysning har også være bemærkelsesværdig vellykket i at afsløre små iskrystaller, der bliver udspyet af cryovulkaner på Enceladus, som det dramatisk er illustreret i figur 10.9b