Når der sker store nedslag på Jorden, kan de have vidtrækkende konsekvenser for Jordens klima og for livet på Jorden. Jordens fossile optegnelser viser, at et stort antal arter er forsvundet fra planeten i et, geologisk set, knips med fingrene. Den mest berømte af disse masseudryddelser opstod for 65 millioner år siden, da mere end 50 procent af alle levende arter, herunder dinosaurerne, blev udslettet. Denne masseudryddelse er markeret i Jordens fossile optegnelse ved grænsen mellem kridttiden og tertiærperioden, eller K-T-grænsen (K kommer af det tyske ”Kreide” for ”Kridt”). Kridttiden, varede fra 146 millioner til 65 millioner år siden. Tertiærperioden startede, da kridttiden sluttede og varede indtil for 1,8 millioner år siden. I ældre lag, der findes under K-T-grænsen, findes fossiler af dinosaurer og andre nu uddøde livsformer. I de nyere lag, over K-T-grænsen, er mere end halvdelen af alle tidligere arter fraværende i fossiloptegnelsen, og i deres sted er der fossiler af nyudviklede arter. De store vindere i denne nye orden, var pattedyrene – menneskets fjerne forfædre – der flyttede ind i de økologiske nicher der blev ledige efter nogle arters uddøen.
Hvordan ved forskerne, at et nedslag var involveret? K-T-grænser, er markeret i den fossile optegnelse i mange områder, af et lag af ler. Undersøgelser på mere end 100 steder rundt om i verden har vist, at dette lag indeholder store mængder af grundstoffet iridium, samt spor af sod. Iridium er meget sjældent i jordskorpen, men er almindeligt i meteoritter. Den sod, der er på K-T-grænsen fortæller om en tid, hvor vidt spredte brande, brændte verden over. Tykkelsen af lerlaget og koncentrationen af iridium, stiger jo tættere man kommer på det, der i dag er Yucatánhalvøen i Mexico. Selvom det oprindelige krater i vid udstrækning er blevet slettet af erosion, viser geofysiske undersøgelser og klipper fra borehuller, en stærkt deformeret klippestruktur i undergrunden, som ligner den der ses ved kendte nedslagssteder. Sammen leverer disse resultater overbevisende beviser for, at en asteroide på cirka 10 km i diameter, ramte området for 65 millioner år siden, og den kastede enorme skyer af rødt varmt støv og andet materiale op i atmosfæren (se figur 7.40), og antændte de verdensomspændende brande. Energien i nedslaget, anslås af have været større end den, der frigives af 5 milliarder atombomber.
Et nedslag af denne størrelsesorden, ville klart have haft en altødelæggende effekt på det jordiske liv. Ud over de næsten globalt omspændende brande der blev antændt af nedslaget, ville støv der blev kastet op i Jordens øvre atmosfære, være blevet der i årevis, og har blokeret sollyset og sendt Jorden ind i årtier med mørke og kulde. Brande, temperaturændringer og faldende fødevareforsyninger, kan have ført til en global hungersnød, som ville have været særlig hår ved de store dyr, som for eksempel dinosaurerne.
Ikke alle palæontologer mener, at denne masseudryddelse var resultatet af en nedslag. De påpeger, at udviklingen af arter er en kompleks proces, og de enkle svar sjældent er komplette. Beviserne er imidlertid overvældende for, at der indtræf et stort nedslag på Jorden i slutningen af kridttiden. Livet på vores planet har fået sin kurs ændret af pludselige og katastrofale begivenheder, når asteroide og kometer har kollideret med Jorden. Det forekommer meget sandsynligt, at vi skylder vores eksistens til det held som vores forfædre – små gnaverlignende pattedyr – havde, og var i stand til at overleve et sådan nedslag for 65 millioner år siden.
Vi har set på flere eksempler, hvor undersøgelse af geologien for de terrestriske planeter, har ændret den måde hvorpå forskerne ser på Jorden. Den aktive Jord, er meget effektiv til at slette sin gamle historie. Pladetektonik, vulkansk aktivitet og erosion arbejder konstant, og udvisker Jordens optegnelser over dens historie. Det krævede viden fra de gamle overflader på Merkur og Månen og de mindre gamle overflader på Venus og Mars at vise, at nedslag af objekter far rummet, har spillet en vigtig rolle i udformningen af Jorden. I det næste kapitel, vil vi se på studiet af de terrestriske planeters atmosfærer.