I dag er de fleste af os klar over, at planeterne, herunder Jorden, er i kredsløb omkring Solen og at tyngdekraften – en af de grundlæggende naturkræfter – holder dem i dette kredsløb. Men det har ikke altid været sådan. Der er kun gået 500 år eller deromkring, siden en polsk munk ved navn Nicolaus Kopernikus (1473-1543) (figur 3.1), startede en revolution da han genoplivede ideen, der blev kasseret af grækerne 2.000 år tidligere, om at Solen snarere end Jorden ligger i centrum for al skabelse. For dem med en 16. århundrede vestlig filosofisk opfattelse, virkede dette forslag helt ude i hampen. At tænke sig, at Kopernikus ville have os til at tro, at menneskeheden – toppen af skabelsen – bor andre steder end i centrum af alle ting! At forestille sig, at vi kun bebor en af flere planeter, der kredser om Solens centrale ild, at er intet andet end en sten, blandt alle småsten på stranden – absurd!
Det ville være nemt fra vores ”moderne” perspektiv, at smågrine over naiviteten hos vores forfædre og deres geocentriske (jord-centrerede) opfattelse af Universet, men at gøre dette, ville være uretfærdigt. Efter alt, var en univers med Jorden placeret i centrum, en perfekt pasform til, hvad vores forfædre så i verden omkring dem. Det foregående kapitel viste, at det var bemærkelsesvis svært, at fremkomme med håndfaste beviser på Jordens bevægelse. For en lærd uddannet i græsk og romersk filosofi, gav Kopernikus’ opfattelse af universet, simpelthen ikke nogen mening. Ønsket om at undgå de kontroverser, som hans teori med sikkerhed ville medføre, valgte Kopernikus ikke at offentliggøre sine tanker, før sent i sit liv. Faktisk offentliggjordes han store værk ”De revolutionibus orbium coelestium” (Ved omdrejningen af de himmelske sfærer), ikke før året for hans død. Dette arbejde udlagde vejen mod vores moderne kosmologiske princip.
Kopernikus vidste, at hans ideer ville være kontroversielle, men han havde ingen mulighed for at gætte, hvilke langsigtede konsekvenser, hans nye syn på universet ville have. Set i bakspejlet kan vi se, at kan slog bunden ud af det korthus, der repræsenterede vestlige filosoffers syn, på verden omkring dem og dette korthus, faldt langsomt helt fra hinanden hen over de næste århundreder. Eftervirkningerne af Kopernikus’ indsigt, ville ikke alene forme vores forståelse af universet omkring os, men ville ændre retningen af selve den menneskelige civilisation.
Selv i dag, er vi nødt til at undgå for meget selvtilfredshed over, hvad vi tror, vi ved. Folk forveksler ofte det at kende navnet på noget, med også at forstå dette noget. Vi taler gladelig om rumfartøjer i kredsløb om Jorden, eller planeter i kredsløb om Solen, men bemærkelsesværdigt få mennesker forstår, hvad disse ord betyder. Adspurgt om hvorfor, astronauter svæver rundt i kabinen på et rumfartøj, svarer de fleste veluddannede ”Rumfartøjet er undsluppet fra Jordens tyngdekraft”. Men tyngdekraften virker kun lidt svagere på en rumfærge i kredsløb om Jorden, end når rumfærgen står på affyringsrampen. Faktisk, var det ikke for Jordens tyngdekraft, ville rumfartøjet slet ikke kredse omkring Jorden overhovedet!
Kopernikus selv, kendte intet til tyngdekraften, men hans ideer førte uundgåeligt til den. Som fysikere og astronomer er kommet til en bedre forståelse af tyngde kraften, har de indset, at i de fleste henseender er det tyngdekraften, der holder sammen på universet. Vores Solsystem, er en tyngdekraftssymfoni. Solens tyngdekraft former planeternes bevægelser og alle andre objekter i dens nærhed. Disse bevægelser spænder fra nogle planeters næsten cirkulære baner, til kometernes ekstremt aflange baner. En komets bane, kan bære den fra en lokation af titusinder AU væk fra Solen, til et punkt et eller andet sted inden for Merkurs bane og tilbage igen. Inden for denne store symfoni, opstår der undertemaer. Et kor af partikler, kredser omkring de store planeter og giver anledning til majestætiske ringsystemer, som igen spiller kontrapunkt til planeterne og deres måners tyngdekraftsballet. Analogien mellem objekterne i Solsystemets bevægelser og mønstre i musikken er ikke ny. Den tyske matematiker og astronom Johannes Kepler (1571-1630) (figur 3.2), der vil indtage en fremtrædende plads i vores historie, navngav hans store arbejde fra 1619 ”Harmonicus mundi” (”Verdnernes harmoni”).
Som vores forståelse af universet er vokset, har vi indset, at vores Solsystem kun er en tyngdekraftsopus i en langt større opera. Tyngdekraften binder stjernerne sammen, i kolossale grupper vi kalder galakser. Det er tyngdekraften der holder planeterne og stjernerne sammen og holder på det tynde tæppe af luft, vi indånder tæt på overfladen af den planet vi lever på. Det er tyngdekraften der forårsagede, at en stor interstellar sky af gas og støv, begyndte at kollapse for 4,5 milliarder år siden og dannede Solen og Solsystemet. Det er tyngdekraften, der giver tid og rum, meget af deres form. Som vi fortsætter vores rejse udad gennem kosmos, vil vi kigge på hver af disse ideer og vi vil igen og igen opdage, at tyngdekraften er i midten af vores voksende forståelse.