I løbet af 1970’erne, lavede forskere nogle indledende indsatser, for at sende beviser for Jordens civilisation ud i rummet. Pioner 11 rumsonden, der sandsynligvis vil tilbringe evigheden i det interstellare rum, har pladen vist i figur 23.18 med sig. Den afbilder mennesket og placeringen af Jorden i håbet om, at den fremtidig interstellar rejsende der finder pladen, vil kunne fortolke meningen med indholdet på pladen. En anden meddelelse til kosmos, fulgte med de to Voyager sonder, på identiske LP plader, har optaget en hilsen fra planeten Jorden på 60 sprog, prøver på musik, dyrelyde, og en besked fra den amerikanske præsident Jimmy Carter. Disse meddelelser skabte bekymringer blandt nogle politikere, der følte at det var farligt, at forskere annoncerede vores placering i galaksen, selv om radiosignaler allerede var blevet sendt ud i rummet i næsten 80 år på det tidspunkt (som radio og tv signaler). Meddelelserne blev dog også kritiseret af nogle filosoffer, der hævdede at de indeholdt latterlige antropomorfe antagelser om, at fremmede livsformer ville være tilstrækkelig med jordboerne, til at kunne afkode dem.
At sende beskeder med rumsonder, er en ineffektiv måde, at komme i kontakt med udenjordisk liv på, men det er en betydelig gestus alligevel. Der blev foretaget en noget mere praktisk indsats i 1974, da astronomerne anvendte den 300 meter store parabolantenne på Arecibo radioteleskopet, til at sende en meddelelse i binær kode (se figur 23.19), mod stjernehoben M 13, som ligger 25.000 lysår væk (hvis nogen fra M 13 svarer, ankommer meddelelsen først tilbage til Jorden om 50.000 år). I 2008, sendte et radioteleskop i Ukraine, en besked til exoplaneten Gliese 581c. Meddelelsen bestod af 501 digitaliserede billeder og tekstbeskeder, udvalgt af brugere på et socialt netværk, og ankommer til Gliese 581c i år 2029.
Drake-ligningen
Den første seriøse indsats på at søge efter intelligent liv uden for Jorden, blev lavet af astronomen Frank Drake (1930- ) i 1960. Han udviklede Drake-ligningen, der søger at estimere det sandsynlige antal (N) af intelligente civilisationer, der i øjeblikket findes i Mælkevejen. Dette er en måde at afklare nogle af de faktorer på, som vedrører de forhold som Drake mente, skulle opfyldes for at en civilisation skulle kunne eksistere. Drake-ligningen er forskellig fra de øvrige ligninger i denne bog, fordi værdierne for hver variabel, er usikre. Derudover, er der ingen måde at vide, om der er nogle effekter der i høj grad ændrer værdierne af disse variabler, eller om der er andre faktorer, der fuldstændig mangler. Ligningen forklares i Matematiske Værktøjer 23.2.
Som illustreret i figur 23.20, afhænger konklusionerne udledt af Drake ligningen, meget af de antagelser som er foretaget, og dermed tallene brugt i ligningen. For de mest pessimistiske skøn, sætter Drake ligningen sandsynligheden for at finde en teknologisk civilisation i vores galakse til omkring 1, i hvilket tilfælde vi er den eneste teknologiske civilisation i Mælkevejen. Et sådan univers, ville stadig være fyldt med intelligent liv. Fordi det observerbare univers, indeholder 100 milliarder galakser, betyder disse pessimistiske antagelser, at der kunne være 100 milliarder teknologiske civilisationer der ude, et eller andet sted. Men hvis de nærmeste naboer er i en anden galakse, er de meget langt væk – i gennemsnit millioner af lysår.
I den anden ekstrem – ved at anvende de mest optimistiske tal, der antager at intelligent liv opstår og overlever overalt, hvor det får chancen – siger Drake ligningen, at der kunne være 40 millioner teknologiske civilisationer i Mælkevejen alene! I dette tilfælde, kan de nærmeste naboer være ”kun” 40 eller 50 lysår væk fra Jorden. Hvis forskere i den nærmeste fremmede civilisation, lytter til universet med deres egne radioteleskoper, i håb om at besvare spørgsmålet om liv i universet dem selv, kan disse forskere mens du læser denne side i bogen, undre sig over en episode af den originale Star Trek tv-serie, der begyndte i 1966.
Hvis mennesket mødte en teknologisk avanceret civilisation, hvordan ville det så være? Drake ligningen antyder, at det er meget usandsynligt, at der er nogle naboer i nærheden, med mindre en typisk civilisation lever i tusinder, eller endda millioner af år. Hvis det er tilfældet, vil enhver civilisation vi stødte på, næsten med sikkerhed have eksisteret længere end vi har. Har de overlevet så længe, ville medlemmerne af sådanne civilisationer så have lært værdien af fred, eller ville de have udviklet strategier til at kontrollere deres nærmeste naboer? Bøger og film, fortæller underholdende og tankevækkende fiktive historier som undersøger, hvordan livet i universet kan se ud (se figur 23.21). Men hvordan søger forskerne efter intelligent liv?
Teknologisk avancerede civilisationer
Under en frokost med kollegaerne, skulle fysikeren Enrico Fermi (1901-1954), som fast troede på udenjordisk liv, angiveligt have spurgt: ”Hvis universet er fyldt med intelligent liv… Hvor er de alle sammen så?”. Fermi’s spørgsmål – der først blev stillet i 1950 og under tiden kaldes for Fermi paradokset – forbliver til dato, ubesvaret. Hvis intelligente livsformer er almindelige, men interstellare rejser er vanskelige eller umulige, ville disse intelligente livsformer sende beskeder – måske med elektromagnetiske bølger – i stedet? Og hvis de har gjort dette, hvorfor har astronomerne så ikke opdaget disse meddelelser?
Drake anvendte, hvad der var astronomiens mest kraftfulde radioteleskop på hans tid, til at lytte efter signaler fra intelligent liv, omkring to nærliggende stjerner, men han fandt intet usædvanligt. Hans oprindelige projekt er vokset gennem årene, til et langt mere detaljeret program kaldet The Search for Extraterrestrial Intelligence, eller SETI. Forskere fra hele verden har nøje overvejet, hvilke strategier der kan være nyttige til at finde liv i universet. De fleste af disse projekter har fokuseret på ideen om, at anvende radioteleskoper til at lytte efter signaler fra rummet, som bærer en entydig signatur, for intelligent liv. Nogle forskere, har lyttet opmærksomt til bestemte nøglefrekvenser, som for eksempel frekvensen på den interstellare 21-cm linje fra hydrogengas. Antagelsen bag denne tilgang er, at hvis en civilisation ønsker at blive hørt, vil denne civilisation afstemme deres udsendelse af signaler til en kanal, som astronomer i hele galaksen lytter til. Nyere søgninger, har gjort brug af fremskridt inden for teknologier, der gør det muligt at optage en så bred række af radiosignaler fra rummet, som muligt. Analytikere bruger computere, til at søge i disse databaser, for de typer af regelmæssigheder i signalerne, som kan tyde på, at deres oprindelse kan være fra intelligent liv.
I modsætning til meget forskning i astronomien, er SETI finansieret af private, snarere end af offentlige veje, og SETI-forskerne har fundet på geniale metoder til at søge efter udenjordisk liv med begrænsede ressourcer. SETI@home, var et af de første – og største – distribuerede databehandlingsprojekter, som gør brug af tusindvis af ellers inaktive PC’ere, rundt om i verden fra frivillige, til at analysere radioobservationerne fra SETI Instituttet.
SETI Instituttets Allen Telescope Array (ATA), modtog meget af sin oprindelige finansiering, fra medgrundlæggeren af Microsoft, Paus Allen. ATA består af en gruppe af små, billige radioteleskoper, som dem der indfanger signaler fra tv-satellitter der kredser om Jorden. Et af ATAs hovedprojekter er, at observere planeterne, som er opdaget af Kepler missionen, i jagten efter tegn på intelligent liv. Hver antenne, har en diameter på 6,1 meter, der tilsammen udgør et stort samlet areal for modtagelse. Ligesom din hjerne er i stand til at sorterer lyde fra forskellige retninger, er denne samling af radioteleskoper i stand til at bestemme den retning, som et signal kommer fra, så det lytter til mange stjerner på samme tid. I løbet af adskillige år, forventer astronomerne som bruger ATA, at undersøge så mange som en million stjerner, i håb om af finde en civilisation, der har sendt et signal mod Jorden.
Som vi har nævnt tidligere i dette kapitel, at finde blot en nærliggende civilisation i Mælkevejen – det vil sige, en anden teknologisk civilisation i Jordens lille hjørne af universet – vil gøre forskerne meget optimistiske omkring ideen om, at universet som helhed, svømmer i intelligent liv. SETI er måske ikke en del af hovedstrømmen i astronomi, men dets potentielle udbytte, er enorm. Få opdagelser vil have mere dyberegående indflydelse på menneskeligheden, end den visse viden om, at Jorden ikke er den eneste planet i universet med intelligent liv.
Science fiction er fyldt med fortællinger, om mennesker der forlader Jorden, for at ”søge efter nyt liv og nye civilisationer”. Desværre er disse scenarier ikke videnskabeligt realistiske. Afstanden til stjernerne og deres planeter er enorme; at udforske en betydelig mængde af stjerner, ville kræve at man udvidede den fysiske søgning over hundredvis af lysår. Den specielle relativitet, begrænser hvor hurtigt man kan bevæge sig. Lysets hastighed er denne grænse, og selvom vi kunne bevæge os så hurtigt, ville det stadig tage over 4 år, at nå frem til den nærmeste stjerne. Den relativistiske effekt af tidsudvidelse, ville favorisere astronauter der bevægede sig med meget høje hastigheder, og de ville vende tilbage til Jorden yngre, end hvis de var blevet hjemme. Forestil dig for eksempel, at astronauter besøgte en stjerne der var 15 lysår borte. Selvom de bevægede sig med hastigheder der var tæt på lysets hastighed, ville der stadig være gået 30 år, når de vendte tilbage til Jorden. Nogle science fiction forfattere omgår dette problem, ved at bruge teknologier som ”warp drive” eller ”hyper drive”, der gør det muligt at bevæge sig hurtigere end lysets hastighed, eller ved at anvende ormehuller som genveje i galaksen – men der er absolut ingen beviser for, at nogle af disse metoder kan lade sig gøre.
Nogle mennesker hævder, at fremmede civilisationer allerede har besøgt Jorden: Tabloidblade, bøger og hjemmesider, er fyldt med fortællinger om UFO observationer, regeringskonspirationer og -fortielser, påståede bortførelser fra rumvæsner, og religiøse UFO kulturer. Ingen af disse påstande, opfylder dog de grundlæggende videnskabelige standarder, og den eneste mulige konklusion må være, at der ikke er videnskabelige beviser for, at en fremmed civilisation har besøgt Jorden.