Tætte skyer af støv og gas, skjuler det synlige lys fra Mælkevejens centrum for astronomerne. Imidlertid passerer infrarødt, radio og nogle røntgenfrekvenser gennem støvet. Figur 20.13 viser billeder af Mælkevejens centrum, taget af Chandra X-Ray Observatory og Spitzer Space Telescope. Røntgenbilledet (Figur 20.13a), viser placeringen af en stærk radiokilde, kaldet Sagittarius A* (forkortet Sgr A*), som astronomerne mener ligger præcis i centrum af Mælkevejen. Det infrarøde billede (se figur 20.13b), ser igennem støvet og afslører den overfyldte, tætte kerne af galaksen, som indeholder hundredtusindvis af stjerner.
Studier af bevægelserne for de stjerner der er nærmest Sgr A*-kilden, antyder en central masse der er meget større, end den der udgøres af de få hundrede stjerner som kredser der. Derudover viser observationer af galaksens rotationskurve, meget hurtige rotationshastigheder meget tæt på det galaktiske centrum. Stjerner tættere end 0,1 lysår fra det galaktiske centrum, følger Keplers love, hvilket indikerer at deres bevægelse domineres af en masse inden for deres kredsløb. De nærmeste stjerner man har studeres i det galaktiske centrum, er kun cirka 0,01 lysår fra centrum – så tæt at deres kredsløbsperioder kun er på omkring et par år. Positionerne for disse stjerner, ændres mærkbart over tid, og astronomerne kan se dem sætte hastigheden op, som de pisker rundt om, hvad der kun kan være et supermassivt sort hul i det ene brændpunkt i deres elliptiske kredsløb (se figur 20.14). Ved hjælp af Newtons version af Keplers tredje lov, kan vi så skønne, at det sorte hul i midten af Mælkevejen er et relativt let et af slagsen, der ”kun” har en masse omkring 4 millioner gange Solens masse (se Matematiske Værktøjer 20.2).
Den centrale del af Mælkevejen, er oversvømmet med radio-, infrarød, røntgen- og gammastråling. Radioobservationer (se figur 20.15), afslører synkrotronstråling fra bobler og sløjfer af materiale fordelt over hele regionen. Denne stråling, ligner synkrotronstrålingen som der ses fra AGK’er, bortset fra, at denne stråling ligger på et langt lavere niveauer.
Figur 20.15 – Radioobservationer af Mælkevejens centrum, afslører bobler af molekylære skyer (lilla), der gløder på grund af synkrotronstråling. Koldt støv (20-30 K), som er forbundet med de molekylære skyer, ses i orange. Diffus infrarød stråling ses i blågrøn. Det galaktiske centrum (Sgr A*), ligger inde i det lyse område til højre fro billedets centrum.
Fermi Gamma-Ray Space Telescope, har observeret bobler der udsender gammastråling, som strækker sig 8 Kpc over og under det galaktiske plan. Boblerne kan være dannet efter et udbrud af stjernedannelse for nogle få millioner år siden, som har dannet massive stjernehobe nær galaksens centrum. Hvis noget af gassen dannede stjerner, og omkring 2.000 M materiale faldt ind i det supermassive sorte hul, kunne der være blevet frigivet tilstrækkelig med energi til at drive boblerne. For nylig, blev der observeret svage gammastrålesignaler, som ligner stråler der kommer fra midten inden for boblerne (se figur 20.16). Hvis disse stråler stammer fra materiale, som falder ind i det supermassive sorte hul, kan aktiviteten være endnu nyere, måske kun 20.000 år gammel. Nogle astronomer forudsiger, at gasskyerne er på ved mod centrum, og snart vil falde på det sorte huls tilvækstsskive. På dette tidspunkt, er den observerede aktivitet ikke så intens som den, der ses i aktive galakser med centrale supermassive sorte huller. Det indre i Mælkevejen er en påmindelse om, at den næsten helt sikkert var ”aktiv” tidligere, og kunne blive aktiv igen.