Kvæget nåede de høje enge, hvor de tilbringer den varme sæson og for en tid bosætter stammerne sig også der. Vejret er behageligt og dagene er lange, uden de prøvelser der følger tiden med kulde og sne og lange, mørke nætter. Det er en tid af rigelighed og en tid til at fortælle ældgamle historier om stammen omkring et bål, som beskytter mod nattens kulde. Du har en følelse af tilfredshed og er taknemmelig over for guderne, på denne tid hvor livet er godt. Som gløderne dør hen, kigger du opad på den velkendte baldakin af stjerner over hovedet og som du så ofte gør i sådanne øjeblikke, spekulerer du over hvad det er du ser.
For at overleve, skal du lære de subtile mønstre i din verden. Du skal kende kvægets vandring og genkende samlingen af skyer, der indvarsler en kommende storm. Når du vender dine ivrige øjne mod himlen, finder du også her subtile og skiftende mønstre – mønstre, der på en eller anden måde spejler dit liv. De store dyrs ånder bor i himlen; som barn, har du lært at genkende deres billeder her. Over dig er nu de stjerner, der hersker tiden med de korte nætter og fører kvæget til dette behagelige sted.
Nogle af disse ånder, kan være svære at behage. De drilske planeter, vandrer fra sted til sted, ved at bruge deres frygtindgydende kræfter, til at strø kaos igennem kosmos. Månen bliver nogle gange blodrød og Solen spises af et ildevarslende bæst. Men så længe stammen husker dem, vil himlens guder og ånder fortsætte med at bringe årstiderne og sende stjernerne til at lede stammen.
Vores forfædre levede deres liv, afstemt til strømmen af naturen og de mønstre på himlen, der er en del af denne strøm. Den kommende nat og dat, årstidernes skiften, tidevandets ebbe og flod, kvægets vandring – alle disse fastlåst til de ændringer vi kan se på himlen. De gentagne mønstre af Solen, månen og stjernerne, afspejler rytmen der har defineret livet for mennesker, siden før historiens begyndelse. Ved at iagttage disse mønstre på himlen, opdagede vore forfædre, at de kunne forudse hvornår årstiderne ville ændres, hvornår regnen ville komme og hvornår kvæget ville begynde deres vandringer. Kendskab til himlen, giver viden omverden og viden om verden var magt.
Det var et lille skridt fra dette, til at tænke på de utilgængelige, urørlige stjerner, ikke kun som afspejling af verdens mønstre, men også at de var årsagen til mønstrene. Stjernerne har fundet en særlig plads i legenderne og mytologierne om guder og gudinder, der holder magten over menneskeheden. Som skrift, kom til at erstatte mundtlige traditioner og legender, blev himlens mytologi også samtidig mere omfattende. Og da menneskene opfandt tal og matematik til at beskrive, forudsige og redegøre for ting i verden, blev forudsigelser af stjernernes og planeternes bevægelser, en af de største succeser. Nogle af vores forfædre, kom til at se på de velordnede og forudsigelige mønstre på himlen, som verdens sande mønstre og på vores eget liv, som ufuldkomne refleksioner af denne himmelske virkelighed. De ledte efter måder at bruge denne viden om himlen, til at finde orden i den tilsyneladende kaos der regerede deres hverdag og astrologien blev dermed født.
Elementer af denne samme grundlæggende historie, har udspillet sig mange gange og i alle dele af verden. Fra Afrika til Asien, fra Europa til Mellemamerika, fra Amerika til De Britiske Øer, indeholder de arkæologiske optegnelser tegn på tidlige mennesker, der projekterede ideer fra deres egen kultur til det de så på himlen. Som illustreret i figur 2.1, har der været så mange forskellige sæt af konstellationer og historier tilhørende dem, som der har været kulturelle traditioner i menneskets historie. Men hvor er disse bevingede heste, drager, piger i lænker og andre imaginære billeder dannet af stjernernes mønstre? Svaret kan virke indlysende: Konstellationerne er over hovedet på himlen, for alle at se. Men hvis man ser på himlen, opstår der ingen klare billeder af disse konstellationer. I stedet, er der kun tilfældige mønstre af stjerner – omkring 5.000 af dem, er synlige med det blotte øje – spredt ud over himlen[1]. Konstellationerne findes kun i menneskets fantasi og i menneskets sind. De er de tanker og billeder, mennesker tillægger lysene på himlen, i et forsøg på at forbinde vores liv på Jorden med himlens virke.
Moderne konstellationer, synlige fra den nordlige halvkugle, stammer for manges vedkommende, fra den liste der blev samlet for 2.000 år siden, af den alexandrinske astronom Ptolemæus. Konstellationerne på den sydlige halvkugle, stammer fra listen sat sammen af europæiske opdagelsesrejsende, der rejste på den sydlige halvkugle i løbet af det 17. og 18. århundrede. I dag, bruger astronomer et officielt sanktioneret sæt konstellationer, som et slags vejkort til himlen. Hele himlen er opdelt i 88 forskellige konstellationer, meget lig den måde som kontinentale landmasser er opdelt i lande, med usynlige linjer. Enhver stjerne på himlen, ligger inden for grænserne af en enkelt konstellation og navnene på disse konstellationer, anvendes til navngivning af stjernerne, der ligger inde for den konstellations grænser. For eksempel Sirius, den klareste stjerne på himlen, ligger inden for grænserne af Canis Major (der betyder ”Store Hund”). Sirius’ officielle navn er derfor Alpha Canis Majoris (Canis Majoris er den latinske genitiv eller ”possessive” form – se bilag 6), hvilket indikerer, at den er den klareste stjerne i den konstellation og har givet den tilnavnet ”Hundestjernen”. Bilag 5 indeholder en liste over de nærmeste og klareste stjerner. Bilag 6 viser stjernekort, men konstellationerne optegnet.
Forbindelsen mellem mønstrene på himlen og mønstrene i livet, var for vores forfædre simpelt hen for overbevisende til at ignorere. Ideen om himlen som en verden af mystik og magi, er dybt forankret i traditioner, overbevisninger og i menneskehedens historie. Der er dog ingen mystik om de strømninger i sindet, der førte til vores forfædres tro på astrologi og andre himmellegememytologier. På en tid, hvor årsagerne til tingene var ukendte og mennesket eksisterede på ukendte kræfters forgodtbefindende de ikke forstod, syntes himlen at tilbyde et vindue ind i en mystisk og magtfuld verden af ånder, guder, djævle og engle.
Og hvilket uvelkomment chok der må have været, da et par bemærkelsesværdige individer med navne som Kopernikus, Kepler, Galileo og Newton, trak i trådene i denne komfortable og velkendte baldakin, kun for at opdage at det faldt fra hinanden i deres hænder! Stjernerne og andre himmellegemer, roterer ikke om Jorden hver dag, som mennesket først troede da de begyndte at iagttage himlen. Tværtimod, det er Jorden der roterer om sin egen akse, hvilket giver stjerner, planeter, Solen og Månen udseendet af, at følge deres daglige stier gennem himlen. Jorden er heller ikke i centrum for eksistensen, som det sømmer sig for hjemstedet for menneskeheden, ”højdepunktet af skabelsen”. Jorden er blot en af otte planeter, der kredser om Solen. Den subtile kompleksitet af de skiftende mønstre vi ser på himlen, er resultatet af planeternes og månernes bevægelser, som de gennemløber deres tyngdedans med Solen. Solen selv, hvis strålingsenergi gør vores verden til hvad den er, er kun en af utallige stjerner, der flyder gennem Universet, hvis fulde omfang er ukendt, selv den dag i dag.
Magien i astrologien, hører til en tid der døde for længe siden, da, i menneskets sind, Jorden red på ryggen af en kæmpe havskildpadde og da Solen hver eneste måned, flyttede fra et ”stjernernes hus” til det næste. I dag er det et spørgsmål om eksperimentel verificérbare kendsgerninger, at de imaginære mønstre der ses i stjernerne, ikke har mere indflydelse på vores liv, end de tilfældige mønstre der dannes når blade blæser ned af gaden på en efterårsdag. Astrologens ”søgen efter dybe forbindelser mellem vores liv og mønstrene på himlen” var både forståelig og velplaceret, men viden om den sande natur af disse forbindelser, måtte vente til fødslen af den moderne videnskab. I dag, er himlen blevet en vindue af viden om den fysiske verden. Dette vindue har bevist, at ventetiden på denne viden, var det hele værd.
I dag, var du nødt til at tage en lang og hård opstigning, før du nåede engen ved floden og hvor du nu har slået lejr. Morgendagens vandring tyder på at blive lige så udfordrende. Alligevel er aftenen behagelig og du er tilfreds. Lejrbålets gløder er næsten dødet ud, da den fjerne lyd af en flyvemaskine afbryder dit drømmeri. Uden egentligt at tænke over det, kigger du op og får øje på flyet højt over hovedet og bliver overrumplet af det blændende skue af sommerens Mælkevej og de tusindvis af lysprikker, der synes så tæt på at man næsten kan række ud og røre ved dem. I et øjeblik, forsvinder de tusinder af år der adskiller dig og en nomade fra en stamme der længe har været forsvundet og du deler den samme følelse af undren og ærefrygt, som altid har defineret menneskehedens oplevelse af universet.
Det er her, vi begynder rejsen med ”Det 21. århundredes astronomi” – med de skiftende mønstre på himlen, der fangede nomadens opmærksomhed og fantasi, for så mange år siden og som stadig fungerer som fyrtårne over hovedet, på mørke og skyfrie nætter. Men i modsætning til nomaden, ser vi på de skiftende mønstre i perspektivet af århundreders hård tilkæmpet viden. Vi vil opdage, at mønstrenes forandring på himlen, ofte er forståelige og endda uundgåelige konsekvenser, af Jordens daglige rotation om sin akse og den årlige tur omkring Solen. Opdagelsen af vidunderlig variation som følge af enkelte og elegante underliggende årsager, er et eksempel på videnskab når det er bedst. Og lige som det skete i løbet af menneskehedens historie, vil nysgerrighed om de skiftende mønstre på himlen, vise os vejen udad i et univers, langt mere omfattende og fantastisk end vores fjerne forfader kunne have forestillet sig.