I løbet af 1980’erne og 90’erne, da Voyager-sonderne udforskede det ydre Solsystem, identificerede biologer tilbage på Jorden, underlige livsformer. Fra Galápagos’ kyst, 2.500 meter under havoverfladen, gnider plader mod hinanden, hvilket skaber friktion, høje temperaturer og vulkanisme på havbunden. Mineralrigt, overophedet vand, strømmer ud af hydrotermiske ventilationskanaler. Det omkringliggende vand, indeholder meget lidt opløst oxygen. Intet sollys når ned på disse dybder, men alligevel er der et væld af liv i havbundens totale mørke. Fra små bakterier, rejer, gigantiske muslinger og rørorm, trives i dette fjendtlige miljø. På grund af den fuldstændige mangel på sollys, får de små enkeltcellede organismer på bunden af den lokale fødekæde, deres energi fra kemosyntese, en proces hvorved uorganiske materialer omdannes til føde, ved brug af kemisk energi.
Biologer, kalder disse livsformer for ekstremofiler. På samme måde, er der fundet blomstrende kolonier af robuste bakterier i Yellowstones varme kilder; i det knastørre, oxiderende miljø der findes i Chiles Atacama-ørken; og i Det Døde Hav, hvor saltkoncentrationerne kan være så høje som 33 procent. Bakterier er endda blevet fundet i iskerneprøver af gammel is, beliggende 3.600 meter under isen i den østlige del af Antarktis. Når det kommer til barske levesteder, er livet ufattelig god til at tilpasse sig. Hvis livet kan eksistere under sådanne ekstreme forhold på Jorden, kan det så også eksistere på de måner omkring kæmpeplaneterne, som har de nødvendige ingredienser til liv: flydende vand, en energikilde og tilstedeværelsen af organiske forbindelser?
Da videnskabsfolkene indså, at Mars og Venus ikke var jord-lignende, som man engang troede, syntes udsigten til at finde liv andre steder i Solsystemet lille. Nu vender astrobiologerne deres opmærksomhed mod nogle af disse små verdener, der omkredser kæmpeplaneterne, langt fra Solen. Disse måner, kan give spor om livets historie i Solsystemet. Deres omgivelser kan ligne nogle af de økologiske nicher på Jorden, som understøtter ekstremofiler. De betingelser, der er nødvendige for at kunne skabe og understøtte livet på Jorden – flydende vand, varme og organisk materiale – kunne alle være til stede i oceaner på nogle af disse måner.
Enceladus, Saturns geologisk aktive is-måne, udspyr saltvandsis, der kan indikere flydende vand under overfladen. Måske er den sydlige polarregion, en beboelig zone. De brudte is-flader, der udgør overfladen på Jupiters måne Europa, kan dække et hav, der bliver opvarmet og beriget af geotermiske ventilationskanaler, meget lig dem der er dannet på Jordens havbund. Ligesom Europa, udviser Callisto også magnetisk variabilitet, et muligt tegn på et salt hav. Saturns måne Titan, har en atmosfære og et muligt hav i undergrunden, og den ligner på mange måder den tidlige Jord.
Tilstedeværelsen af kometbåret organisk materiale i store vandområder på Europa, Callisto, Enceladus og Titan, er dog endnu ikke blevet bekræftet. Metan kan være en biomarkør, eller det kan komme fra kemiske eller geokemiske processer, så at det kan påvises på Enceladus eller Titan, er ikke et bevis på liv. Ud over forekomsten af metan, afslører spektroskopi andre organiske gasser i Titans tykke atmosfære, Titans nitrogen-atmosfære indeholder forbindelser af biologisk interesse. For eksempel indgår fem molekyler hydrogencyanid (HCN) konstant forbindelser spontant og danner adenin, en af de fire primære bestanddele i DNA og RNA. Hydrogencyanid, er også en af byggestene for aminosyrer, som igen kombinerer sig og danner proteiner. Fotodissociation og rekombinering af disse forskellige gasser, danner komplekse organiske molekyler, der derefter regner ned på Titans overflade som en frossen tjæreagtig slam. Biokemikere mener, at mange af disse stoffer er biologiske forstadier, svarende til de organiske molekyler, der gik forud for udviklingen af livet på Jorden.
Disse måner, kan give fascinerende spor til oprindelsen af Jordens liv, ved de kommende analyser fra fremtidige rummissioner.
Planeter, måner og ringe, er ikke de eneste objekter inden for Solens tyngdekraft. Dværgplaneterne og utallige sværme af asteroider og kometer, er i kredsløb inden for planeternes domæne og strækker sig næsten halvvejs til nærmeste stjerne. I det næste kapitel vil du opdage, at disse objekter er en direkte optegnelse over Solsystemets historie, og at de leverer vigtige brikker til puslespillet om Jordens oprindelse og historie.